I den rigtigt gode folder ”Ta’ på tur” havde vi set, at der en onsdag formiddag var vejledere tilstede i det store fugletårn nedenfor Lønborg Kirke, og vi tænkte, at det kunne være interessant at høre om og se på fuglelivet derude.
Vi havde ikke været længe i tårnet førend det lød – “se op mod nord, der er en havørn”. Frem med kikkerten, og vi kunne langt væk se en meget stor fugl – nu havde vi set en havørn.
Så fik vi en beretning om natur genopretningen af Skjern Å, og bedst som det var i gang, lød det igen – “havørn”. Så måtte vi udenfor og lige over tårnet, kunne vi med det blotte øje se en havørn. Den fløj så ud over engene, og pludselig kunne vi se 3 havørne, det var så et par, der havde deres unge med – en fantastisk oplevelse.
Vi så også svaner, rørhøg, fiskehejrer m.fl., men så siger den ene vejleder – “det kan da ikke passe, den har vi aldrig set her før”. Det var en sølvhejre, han havde spottet.
Når vi nu var på de kanter, kørte vi omkring Lønborg Kirke – absolut et besøg værd.