Abelines gård – en vestjysk klitgård

Abelines gård er en af en række klitgårde i området ved Holmsland klitplantage, men mens de andre er i privat eje, er denne gård indrettet som museum og i høj grad en udflugt værd. Det er en gammel strandfogedgård, opført i årene 1854-71, som har navn efter den sidste beboer i huset, Abeline, der i 1890 flyttede ind som nygift svigerdatter og blev boende til sin død i 1957.

Redningsstationen, der ligger på den anden side af vejen, er absolut også et must at besøge, for historien om Abelines gård er i høj grad også historien om det hårde liv ved og på havet og de dramatiske redningsaktioner.

Når man går rundt i de mange små stuer på Abelines gård, ser man en masse alkover, som var tiltænkt de søfolk, der reddede sig i land, når et skib kæntrede. Strandingsgods og gaver fra taknemmelige, overlevende sømænd finder man også rundt om på gården.

Den fine gæstestue, “storstuen”, på strandfogedgården. Når der blev holdt søforhør eller auktion over vraggods, havde øvrigheden “kontor” på gården.

Sø- og redningsfolks beklædning, redskaber til fiskeri og vraggods fra skibe kan man opleve og finde ny viden om i udstillingen.

Udstillingen rummer mange elementer af dagligdags, levet liv, og der er mange små historier i den store historie at fordybe sig i – som f.eks. at Abeline en overgang var omstillingsdame for den telefoncentral, der blev installeret på gården i 1895. Man kan prøve gamle lege og spil for både børn og voksne og gå på opdagelse i laden blandt dyrebåse og landbrugsredskaber. Fortællinger om Esepigerne, håndværk og husflid er sjovt og medrivende formidlet. Der er rigtig meget at se på og omkring gården, og hvis det kræver en lille pause, kan man sætte sig i den lille kaffestue og få en lille skænk og nyde udsigten. Og den er ikke så ringe endda.

Kaffe og et slag UNO i kaffestuen.

Abeline og hendes familie kan ikke have været store størrelser..

Bæredygtig kulturarv?

Men ud over at være et spændende udflugtsmål for stort set alle med bare perifer interesse i vores kulturarv, er det en bygningstype, som man kan blive meget inspireret af at besøge, hvis man er lidt arkitekturhistorienørdet.

Man kunne med en vis kækhed mene, at bygningen er et fornemt eksempel på bæredygtig arkitektur. Alt er fragtet og bygget af mennesker på den ene eller anden måde, hvilket har medført en vis rationalitet i forhold til materialer og konstruktion.

Gården er placeret beskyttet af landskabets terræn (nede mellem klitter, ikke på bakketoppen!) og er med materialerne tilpasset klimaet på egnen. Den er orienteret i forhold til vindbelastning, som især er hård fra syd og sydvest, og derfor vender gavlene øst/vest. Taget er desuden afvalmet for vinden, men også for at spare materialer – en muret gavlspids var nemlig meget dyrere end en stråtækt.

Der er brugt solide materialer, hvor gården er mest udsat, mindre hvor det ikke er. Til eksempel er der brugt ubrændte sten i indermuren og hårdt brændte yderst, hvor vejrliget hærger. Genbrugsmaterialer kan findes overalt i bygningen, både strandingsgods og genbrug fra ophuggede skibe.

Noget andet interessant er, at de fineste og dyreste materialer er anvendt i de repræsentative facader, hvor også vinduerne er størst og udsmykningen mest omfattende, hvorimod facaderne mod gården har en mere enkel udformning og mindre vinduer.

Selv om klassicismen som stilart var uddateret på det tidspunkt, gården blev opført, har det alligevel givet bygningen en arkitektonisk kvalitet, som betyder, at beboerne har været stolte og har passet på bygningen.

Murværket har holdt 150 indtil videre og kan formentlig holde 150 år mere. Pigstensbelægningen med fald langs facader er med til at øge murværkets holdbarhed.

Murværket har holdt 150 år indtil videre og kan formentlig holde 150 år mere. Pigstensbelægningen med fald langs facader er med til at øge murværkets holdbarhed.