Fjord, hav og å – vandaktiviteter for enhver smag

Windsurfer på fjorden

Windsurfer på fjorden

Tænker man på Bork og Ringkøbing fjord, må billeder af windsurfere næsten uvægerligt også dukke op på nethinden. Fjorden tiltrækker windsurfere fra nær og fjern, og på en blæsende dag i højsæsonen kan man opleve at kunne tælle flere hundrede surfere med sejlet oppe på en gang. Man behøver ikke være en garvet type for at nyde de fordelagtige windsurferforhold ved Bork, for hos Westwind, som er både surfbutik og udlejningssted, kan man for overkommelige priser få et begynderkursus eller blot en prøvetur med sejl og bræt. Det er en fantastisk sport at prøve kræfter med, og så får man en helt anden oplevelse af vandet på denne måde. Man kan endda være heldig en enkelt gang imellem også at have fjorden “for sig selv”, når solen begynder at gå ned.

Aftensurfing i solnedgangen er en oplevelse ud over det sædvanlige.

Aftensurfing i solnedgangen er en oplevelse ud over det sædvanlige.

Selv om Bork er et surfermekka, skal man ikke glemme alle de andre skønne aktiviteter og oplevelser, som området også byder på for dem, der er vilde med vand. Havnen, den lille badestrand bagved, åen, der snor sig mod fjorden og ikke mindst havet og stranden ved Nymindegab rummer utallige udfoldelsesmuligheder.

I vores familie har vi investeret i en tomandskajak, som bruges både af børn og voksne til ture på fjorden og især op og ned af åen. Det er et sikkert hit at sejle derudaf, holde øje med livet i og på vandet og hilse på køerne, der græsser på engen langs åen for så at gøre et stop i jollehavnen og nyde en forfriskning ved en af bådebroerne. Tager man turen ad åen mod syd, vil man også kunne opleve Bork Vikingehavn, hvor Vikingecentrets både ligger fortøjret, og dyreskeletter og -kadavere hænger på pæle ud mod vandet.

Tomandskajak

Tomandskajak

Kajaktur til jollehavnen

Kajaktur til jollehavnen

Vender man snuden den anden retning, er badestranden nord for havnen med sin lave dybde meget langt ud et godt pausested for vandhunde i alle aldre. Krabbefangst i havnen og på den lille badestrand bagved er også en hyggelig aktivitet for familier.

Dykkerlærling

Dykkerlærling på badestranden bag havnen

Springer man på cyklen og kører 5-6 km stik vest, kommer man til Nymindegab og dermed til Vesterhavet. I 1800-tallet, hvor der var adgang til både fjorden og havet, var Nymindegab et af de vigtigste fiskerlejer på Vestkysten. Havet og stranden ved Nymindegab er en kontrast til den rolige og nydelige fjord, og badning og leg i vandet skal ske med stor forsigtighed, da den stærke understrøm og hestehuller kan overraske. Men at sobbe med tæerne, klatre rundt på bunkere, løbe i klitter, samle sten og skaller, slå smut og flyve med drage er lege, der kan opsluge mange timer på denne smukke plet.

Tæerne dyppes i Vesterhavet

Tæerne dyppes i Vesterhavet

Slår smut!

Slår smut!

Aktiviteter ved på og i vandet er et must, når man opholder sig ved Bork, og der er muligheder for enhver smag og alder. Ikke to dage ved fjorden eller havet er ens, hvorfor det er svært at blive træt af at tage ud og opleve solnedgangen over vandet – en perfekt måde at afslutte dagen.

Sort sol

Sort sol over engen

Solnedgang over engen og åen

Solnedgang over engen og åen

Aftenlys i havnen

Aftenlys i havnen

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.